Der var kommet tyskere, svenskere, nordmænd og en stor gruppe på omkring 20 laksefiskere fra Island. Foruden alle de lokale danskere og en enkelt chilener, der var rejst hele vejen fra den anden side af kloden for at deltage i årets laksepremiere i Skjern Å onsdag 16. april.
Skjern Å betragtes som Danmarks fineste lakseå, men åbningen på sæsonen 2025 har været ventet med bekymring, fordi laksestammen er i krise. Det kunne aflæses i antallet af fangede fisk på premieredagen, fortæller Michael Beck-Hansen, der er formand for Skjern Å Sammenslutningen.




























