Salling Group vil forventeligt inden udgangen af 2028 have 50 såkaldte beredskabsbutikker klar.

50 beredskabsbutikker i Danmark skal kunne klare sig uden strøm i to dage

Anders Hagh er administrerende direktør for dagligvaregiganten Salling Group, der er på vej med 50 beredskabsbutikker.  Foto: Emilie Toldam Futtrup
Anders Hagh er administrerende direktør for dagligvaregiganten Salling Group, der er på vej med 50 beredskabsbutikker. Foto: Emilie Toldam Futtrup
Lyt til artiklen

Dagligvarekoncernen Salling Group vil forberede 50 butikker til at kunne holde åbent i mindst to dage uden strøm eller forbindelse til omverdenen, hvis en krise rammer Danmark.

De såkaldte beredskabsbutikker vil være spredt over hele landet, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Således skal op mod 80 procent af den danske befolkning maksimalt have 50 kilometer til en beredskabsbutik.

Målet er, at de 50 beredskabsbutikker skal være klar inden udgangen af 2028.

Det vil omfatte alle koncernens Bilka-butikker, de største Føtex-varehuse og udvalgte Netto-butikker.

Administrerende direktør i Salling Group Anders Hagh påpeger, at koncernen har et ’naturligt samfundsansvar for at sikre’ kunders adgang til nødvendige dagligvarer.

»Det er vores kerneopgave, og et ansvar vi tager på os, og vi mener desuden, at det er rettidig omhu, at vi - ligesom andre lande - forbereder os på eventuelle krisesituationer«, siger han i meddelelsen.

Flere af koncernens butikker er allerede udstyret med en nødgenerator, som i forbindelse med strømnedbrud tager over i større eller mindre grad.

Derudover skal alle butikker opbygge et nødlager med de mest essentielle dagligvarer som eksempelvis drikkevand og konserves.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her