Der var to af dem – de åbne sportsvogne – der brølede forbi mig i Vejby på vej væk fra Spar-købmanden og ned mod strandvejen ved Rågeleje.
Mændene var nøddebrune i huden og midt tresserne, gråt bølgende hår skrabet tilbage over issen, charmeklude bundet rundt om halsen, deres koner i passagersædet iført Grace Kelly-tørklæder og nøje kuraterede ansigter.


























