En god ginger ale skal være forfriskende og ikke for sød – og så skal den frem for alt smage af ingefær. Det mener Politikens to testdommere, da de sætter sig til bords for at blindsmage fem forskellige varianter af den brunlige ingefærdrik.
»Jeg kan generelt godt lide ginger ale. Jeg har generelt altid ønsket mig, at det smagte mere af ingefær, end det ofte gør. Derfor har jeg efterhånden måttet erkende, at en ginger ale mere er en sodavand med ingefærsmag, end at det er et regulært ingefærprodukt,« siger mad- og vinskribent Anders Halskov-Jensen, der er den ene af de to testdommere.




























