Privatøkonom venter yderligere prisfald på udvalgte varegrupper, når afgifter på kaffe og chokolade fjernes.

Fødevarepriserne er faldet for femte måned i træk

Foto: Cecilie Rolvung
Foto: Cecilie Rolvung
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.42 med kommentarer fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Stigningen i de danske forbrugerpriser aftog en smule i december. Her var priserne 1,9 procent højere end i samme måned året før. Den tilsvarende stigning i november lød på 2,1 procent, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er især inden for kategorien fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer, at priserne er steget. Men ser man derimod på udviklingen fra måned til måned, har fødevarepriserne pil ned. I december faldt priserne på fødevarer således for femte måned i træk. Fra november til december faldt fødevarepriserne 1,8 procent, og priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer faldt 2,0 procent.

Ifølge Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i AL Sydbank, lader det til, at fødevarepriserne har toppet i denne omgang. Og det kommer forbrugerne til gavn.

»Det er gode nyheder for de hårdtprøvede danske forbrugere, som har set, at indkøbskurven bare er blevet dyrere og dyrere«, skriver han i en kommentar.

Og Brian Friis Helmer forventer, at udvalgte varegrupper kan komme til at falde yderligere i pris. Det skyldes, at en række fødevareafgifter, herunder på kaffe og chokolade, forsvinder. Den fødevaregruppe, som er faldet mest i pris fra november til december, er smør. Her er prisen faldet hele 19 procent.

Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, påpeger, at fødevarepriserne typisk falder i december. Det skyldes blandt andet, at supermarkederne har tilbud på en række varer op til jul. De faldende fødevarepriser betyder meget for forbrugernes opfattelse af inflationen, vurderer privatøkonomen.

»Det er klart de priser, vi konfronteres med oftest, og vi laver dagligt justeringer til vores indkøbsvaner for at tage højde for prisudviklingen i vores budget«, skriver hun i en kommentar.

Derfor mener Louise Aggerstrøm Hansen også, at de faldende fødevarepriser kan bidrage til en bedre stemning blandt forbrugerne.

»Det kan blive afgørende for forbruget i 2026, for med udsigt til en solid realindkomstfremgang vil en mere optimistisk befolkning måske igen få mod på at bruge flere penge«, skriver hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her