Når Københavns Modeuge bliver skudt i gang onsdag, er Naja Munthe en af de designere, der skal præsentere sin nyeste kollektion for modefolk fra hele verden.
»Jeg har jo prøvet det nogle gange efterhånden, men det giver stadig sommerfugle i maven«, fortæller den succesrige modedesigner, som vi møder på munthe plus simonsens kontor i Grønnegade i Københavns indre by. Der er medarbejdere, papkasser og tøj overalt i de rummelige højloftede lokaler, hvor alle arbejder på højtryk for at blive klar til modeugen. Hvordan klarer du de hjemlige indkøb, når det er normal hverdag? »Min mand og jeg skiftes meget, men faktisk er det tit sådan, at vi henter vores børn sammen og tager hjem og hygger med dem, indtil de skal sove. Når de er lagt, arbejder jeg videre med kollektionerne, mens min mand ofte går ud og handler«. Hvor handler I ind? »Dér, hvor der er åbent om aftenen, hvilket ofte er Netto eller Irma, hvor vi typisk køber grøntsager, mælk og kød, mens vi køber andre ting i specialbutikker på Frederiksberg«. Hvilke? » Vi kan godt lide Egefeld Økologiske Supermarked på Gl. Kongevej, hvor alt er økologisk. Brød køber vi tit hos Emmery’s, og så kan jeg også godt lide Meyers Deli på Gl. Kongevej«. Det lyder dyrt. »Det er jo tit dyrt, når man vil have god kvalitet. Jeg vil gerne betale for den gode kvalitet, helt sikkert«. Hvem laver mad hos jer? »Vi er faktisk ikke særlig gode til at få lavet mad. Jeg er ret god til at lave mad, men gider ikke. Min mand hverken kan eller gider lave mad, så vi får en hel del takeaway som sushi, thaimad eller mad fra Cofoco på Værnedamsvej. Én gang om ugen laver jeg en gryderet, som jeg fryser ned til flere dage. Det kan være kød, der simrer med grøntsager og vin eller kødsovs til pasta. Jeg laver 10 liter ad gangen!«. Du foretrækker økologiske varer. Hvorfor? »For Jordens skyld, helt bogstaveligt. Varerne bliver jo dyrket på en ordentlig måde, der ikke forurener. Jeg køber også mange fairtrade-varer, for jeg synes, at det er et nemt sted at hjælpe, hvis man kan. Det gælder også i forhold til ens børn. I dag har mange børn alle mulige allergier, som jeg er sikker på kommer fra tilsætningsstoffer i tøj, cremer og vaskepulver. Det kræver ikke så meget ekstra at vælge det vaskepulver med Svanemærket«.
Gør du selv noget for at være økologisk i dine tøjkollektioner? »Jeg er ved at have en minikollektion med T-shirts af økologisk bomuld. Det er svært, for der er meget begrænsede farvemuligheder, for eksempel er det ikke muligt at lave pink. Det er også meget få materialer, der produceres økologisk i dag, men jeg er helt sikker på, at vi med årene vil dreje virksomheden i dén retning«. Hvem gør rent hjemme hos jer? »Vi har en til at gøre rent. Både fordi vi ikke har tid, men basically, fordi vi ikke gider – i erkendelse af, at det tit er den evige diskussion om, hvis tur det er til at gøre rent, der slider på parforholdet i en småbørnsfamilie. Jeg gider simpelthen ikke bruge dårlig energi på den slags. Når jeg henter børnene, er jeg sammen med dem og stresser ikke over, at man ikke kan sparke sig frem for nullermænd«. Går du i andet tøj end dit eget? »Det sker. Jeg har lige købt en frakke fra Alberta Ferretti. Men ellers er det mest, når jeg er på inspirationsrejser i udlandet, at jeg finder på at købe andre mærker – det sker jo, at man falder over noget, man ikke kan leve uden«. Kan du nævne en tøjbutik i udlandet, du godt kan lide? »Harvey Nichols i London er altid et godt sted at gå hen. Hvis man starter i stueetagen og pukler sig op (butikken har otte etager, red.), så har man set alt i hele verden«. Lægger du budget? »Nej, aldrig nogensinde. Hvis nogen spørger, hvad jeg bruger på mad om måneden, så aner jeg det ikke«. Hvordan har du det med at give gaver? »Jeg er glad for at give gaver, og de må godt blive givet, når man falder over dem. Især min mand får gaver af mig, fordi han er super dejlig og altid støtter mig. Jeg har lige givet ham et par håndlavede manchetknapper, som jeg fik lavet til ham med vores alle sammens initialer og med små diamanter og smaragder. Smykket skal minde ham om, at vi er en familie, som holder sammen«. Blev han glad for dem? »Meget, meget glad!«. Hvilke transportmidler har I? »En Audi stationcar med to gode børnesæder. Jeg kan slet ikke holde ud at sætte mine børn ind i en bil, der ikke føles sikker, så jeg vil gerne ofre mange penge på en sikker bil. Vi har også en stor ladcykel, som børnene er helt vilde med, og som tit er meget nemmere at køre i end en bil«. Har du nogen fritidsinteresser? »Jeg er ikke i gang med at træne til en triatlon! Jeg har gjort op med mig selv, at mit firma og min familie er mit liv. De andre ting, som jeg gerne ville dyrke, kommer ned i en kuvert, som bliver åbnet om 10 år«.


























