Stemplet ’Made in Israel’ er langtfra en garanti for, at en vare rent faktisk er fra Israel.
Ofte stammer de krydderurter, grøntsager eller dadler, danskerne kan købe i deres lokale supermarked, fra en af de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, selv om emballagen lover, at de er fra Israel. Undersøgelser, der er foretaget af det uafhængige researchcenter DanWatch, viser, at eksempelvis peberfrugter og dadler, der sælges i blandt andet Føtex, i virkeligheden kan spores til konkrete bosættelser i eksempelvis Jordandalen på Vestbredden, selv om de er mærket ’Produce of Israel’ eller lignende. et samme gælder en stribe krydderurter som citronmelisse, basilikum og estragon, der sælges på Grønttorvet i København til en lang række førende hotelkæder og restauranter landet over. Ulovlig mærkning Ifølge Fødevarestyrelsen er der tale om ulovlig mærkning, da bosættelserne ikke er en del af Israel. »Reglerne er helt klare. Man må ikke skrive på en vare, at den oprinder fra Israel, hvis varen kommer fra en israelsk bosættelse på den besatte del af Vestbredden. Det er vildledende og fejlagtig mærkning«, fortæller Erik Andersen, fuldmægtig i Fødevarestyrelsen. DanWatch har blandt andet besøgt Grønttorvet i København og fundet kasser med merian og basilikum af mærket Ada Fresh, der tydeligt var mærket ’Produce of Israel’.




























