Håndboldstjerne: Jeg bruger næsten ingen penge

Lyt til artiklen

Nogle kalder det lejrkuller, mens andre betegner det som socialt samvær på et højt niveau.

For det gælder ikke kun kampen om at kunne forsvare EM-titlen, når herrelandsholdet i håndbold i dag spiller sidste gruppekamp mod Island under slutrunden i Østrig. Det handler også om at kunne være intensivt sammen i en hel måned, fortæller den hårdtskydende landsholdsspiller Mads Ø. Nielsen: »Det er en meget speciel oplevelse at være af sted. Vi har kun to dage hjemme hele den her måned, og man er aldrig alene. Når vi ikke er på banen, spiller vi meget kort og spil eller ser film. Meget af tiden går også med at snakke og udveksle historier fra de klubber, som vi hver især kommer fra«, siger Mads Ø. Nielsen, der hjemme i Danmark er storskytte hos ligaens tophold, Bjerringbro-Silkeborg. Hvordan er dit forbrug, når du er af sted med landsholdet? »Jeg bruger næsten ikke nogen penge. Maden bliver serveret, der er sørget for overnatning, og vi har heller ikke ret meget tid til at gå ud. Vi har været på en enkelt tur i biografen og været på café og fået en kop kaffe, men det er også det. Så januar bliver den måned, hvor jeg absolut bruger færrest penge«. Hvad laver du, når du ikke spiller håndbold? »Jeg er lige flyttet i hus med min kæreste. Der skal laves rigtig meget, og det kommer til at tage meget af min tid. Derudover elsker jeg at rejse. Når jeg har nogle fridage i træk, kan jeg godt lide at tage på storbyferier i Europa. I sommerferien har vi ofte været på længere ture som Mexico, Thailand og Cuba«.

Det er hyggeligt at købe ind
Hvem køber ind hjemme hos jer?
»I det daglige er det mest mig. Jeg har tid til det om formiddagen, hvorimod min kæreste først er hjemme fra arbejde sidst på eftermiddagen. Jeg synes også, det er meget hyggeligt, og jeg kan godt lide at komme rundt i de forskellige butikker og se deres udvalg. Derfor handler jeg både i Føtex og Kvickly, men hvis det bare er mælk, grøntsager og havregryn, jeg skal have, så går jeg bare ned i Netto«.

Laver du mad til hverdag?
»Ja, men jeg er ikke nogen stor gourmet. Jeg laver typisk retter med pasta og ris sammen med noget kylling, laks i ovn, eller det kan også være noget salat. Jeg hænger ofte fast i mange af de samme retter, men jeg prøver at variere det ved at tilsætte forskellige krydderier. Maden er tilpasset min træning, så kulhydrat og protein er vigtige grundsten i menuen«.

Hvor tit går du ud – på café og bar?
»Jeg går på café nogle gange om måneden og elsker at få en god caféburger med hjemmelavede pommes frites. Jeg tager et par byture hen over sommeren, og ellers er det meget i perioder, men det er ikke noget med at drikke sig i hegnet«.

Hvor ofte køber du tøj?
»Hvis jeg føler, at jeg mangler noget, går jeg ud og køber det, men der kan godt gå to måneder imellem. Når jeg køber tøj, går jeg efter en god kvalitet. Derfor køber jeg ikke tøj i H&M, men går efter mere velrenommerede mærker som for eksempel Hugo Boss og G Star, fordi det holder længere end de billigere mærker«.

Kan du blive ’høj’ af at købe noget?
»Det er ikke sådan, at jeg synes, at et par nye bukser kan redde min dag. Det er mere, når jeg køber store ting, at jeg kan mærke det der sus i maven. For eksempel da jeg købte hus sammen med min kæreste. Det var en stor ting, fordi man ikke lige kan fortryde 14 dage efter«.

Hvordan kommer du rundt?
»Jeg har en Peugeot 307, og jeg må indrømme, at jeg har en tendens til at bruge bilen mere og mere. Især da jeg boede i Århus, hvor jeg godt kunne finde på at tage bilen ned til byen, selv om det kun tog syv minutter at cykle, men der ligger noget luksus og magelighed i det. Nu er min kæreste begyndt at bruge bilen til arbejde, så jeg er tvunget til at tage cyklen noget mere, og det er nok meget godt«.

Oplevelser har førsteprioritet

Hvis din indkomst faldt markant, hvad ville du så prioritere i dit budget?
»Rejser og oplevelser. Det ville jeg meget nødig gå glip af. Det er vigtigt for mig, at jeg kan komme væk fra dagligdagen og få nogle nye oplevelser«.

Hvad bliver dit næste større køb?
»Der er flere forude. Vi skal have nyt køkken og bad i huset og også investere i nyt tag, så det synes jeg er nogle ret store køb. Vi har ikke lagt os fast på en bestemt producent til køkken og bad, men det bliver ikke et Multiform-køkken til flere hundrede tusinde og heller ikke noget fra Ikea. Vi går efter noget, der ligger midt imellem, som er godt og funktionelt«.

Finanskrisen har fået mange til at skrue ned for forbruget – er du en af dem?
»Selvfølgelig kan finanskrisen mærkes på min arbejdsplads i forhold til sponsorer, men klubben klarer sig godt, og personligt har jeg bare fået bedre økonomi under krisen. Jeg får det samme i løn, der er kommet skattelettelser, der er ofte store besparelser i butikkerne, og vi sparede en del, da vi købte hus, så nej, det har ikke fået mig til at dæmpe forbruget«.

Hvad betyder penge generelt for dig?
»Jeg ville være træt af det, hvis jeg skulle vende hver en krone, og det er rart at kunne gøre mange af de ting, jeg drømmer om. Men hvis jeg virkelig gik op i penge, så havde jeg satset på en karriere i udlandet, hvor lønningerne er højere og skatten mindre. Jeg har i stedet valgt at være tæt på familie, venner og kæreste, og så jeg har også prioriteret at gøre min uddannelse som cand.merc. færdig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her