Både Simply Red og Deep Purple var desværre taget, da Tomas Christiansen skulle have sig et kunstnernavn. »Jeg besluttede, at jeg i stedet ville hedde noget med ’grøn’, men da jeg foreslog det til min pladeselskabsdirektør, korsede han sig med ordene ’no, never green’. Der vidste jeg, at jeg havde fundet det perfekte navn«, fortæller Tomas N’evergreen, der de seneste seks år har været et hit i Rusland, hvor han har boet lige så længe. I Danmark kender vi ham som den ene del af duoen ’Chanée og N’evergreen’, der vandt det danske Melodi Grand Prix med ’In a Moment Like This’. Sangen er blandt bookmakernes favoritter til at vinde det internationale Melodi Grand Prix i næste weekend i Oslo, men først skal den danske duo dog slå sig igennem semifinalen på torsdag. Hvad bruger du penge på for tiden? »De seneste to måneder har jeg boet i København hos min bror, fordi jeg har været i gang med at indspillet en plade. Jeg er taget af sted hjemmefra tidligt om morgenen og kommet hjem ved midnatstid, så mit forbrug er næsten kun gået til transport med S-toget fra min brors lejlighed ved Ryparken Station til studiet i Nordvest«. Hvad bruger du penge på hjemme i Rusland? »Jeg vil godt lige starte med at sige, at jeg faktisk slet ikke har nogen penge, så det er svært for mig rigtig at bruge nogen. Men det meste af mit budget går nok til mad og benzin. Jeg bor sammen med min kæreste i et 140 kvadratmeter stort, lejet hus lidt uden for Moskva, og transporten ind til byen tager mellem en halv og to timer alt efter trafikken. Min bil er en Mercedes S 500, så den kan altså godt sluge noget brændstof, når man holder så meget i bilkø. Ja, undskyld Greenpeace. Jeg ville selvfølgelig hellere cykle, men det er altså livsfarligt i en by med sekssporede veje og ingen cykelstier«. Bror er imod passionen for druerHvem køber ind hos jer? »Jeg ordner de fleste indkøb, og det gør jeg helst, når jeg er på vej hjem efter en koncert. Supermarkederne har åbent næsten hele døgnet, og det er skønt at handle, når der ikke er andre mennesker. Så kan jeg godt finde på at gå rundt længe og hygge mig med at fylde indkøbsvognen helt op. Jeg køber altid frugt, for jeg elsker at have det stående på bordet. Det er faktisk en stor fejl, at jeg ikke har det i dag, men nu bor jeg hos min bror, og han synes, det er lige lovlig feminint, at jeg går og stiller druer frem hele tiden«. Handler du i specialforretninger? »Nogle gange, for eksempel hvis jeg skal lave asiatisk mad med specielle ingredienser, jeg ikke kan få i supermarkedet. Jeg går også meget på mit lokale marked, for der har de helt friske grøntsager. Det er noget dyrere end i supermarkedet, men det er altså også en helt anden smagsoplevelse at få søde tomater, der er modnet på planter i Usbekistan frem for de danske af slagsen, der er dyrket i en kælder i glasuld kun tilsat NPK-gødning«. Det alt for grå DanmarkDu er et stort navn i Rusland, så hvordan kan det være, at du ingen penge har? »Jeg har mange udgifter til min musik. Den her plade har været rimelig dyr at lave, og vi har ikke sparet på noget, så vi har blandt andet indspillet strygere i Prag og været i studiet i to måneder. Men inden pladen var det heller ikke for godt. Jeg håber, jeg får nogle penge meget snart, og så vil jeg bruge dem på et hus i Kroatien«. Kroatien? »Ja, tror du ikke, det ville være sagen? Man kan få et hus ved stranden for 100.000 euro. Jeg har godt nok aldrig været der, men jeg tror, det vil passe mig fint«. Du har ikke planer om at komme tilbage til Danmark? »Nej, det regner jeg ikke med. Her er så koldt og fugtigt, og det er, som om den danske mentalitet passer meget godt til vejret. Sådan lidt gråt og omkring 13 grader hele tiden. Det er sgu for kedeligt«. Apropos noget der ikke er kedeligt. Skal vi ikke snakke lidt om dit hår? »Åh. Det er lidt af en dyr katastrofe. Jeg har fået det lavet nede hos en af Københavns meste kendte frisører, og jeg er meget, meget ked af det. Jeg tænkte, at når vi skulle til Grand Prix, så ville jeg gøre lidt ekstra ud af det. Jeg kender ingen frisører i Danmark, men alle sagde, at han er den bedste, så jeg så det som en investering, selv om det kostede 1.800 kroner for en klipning og farvning hos en af hans assistenter. Men det er jo helt forfærdeligt. Jeg håber virkelig, at der er en frisør på hotellet i Norge, der kan fikse det inden det internationale Grand Prix«. Hvordan ville du gerne have set ud? »Jeg ville have lignet Kurt Cobain fra Nirvana eller min lillebror, da han var tolv år eller måske Brad Pitt i filmen ’Legendernes tid’. Men da jeg kom ud, lignede jeg den østrigske bøsse Bruno (fra filmen af samme navn, red.), og efter et par dage var vi ovre i noget, der ligger meget tæt på den parodi, de lavede af mig i ’Live fra Bremen’ med sådan noget rødkrøllet Dorte Kollo-hår fra 1987«.
Dansk Grand Prix-håb: Mit hår er lidt af en dyr katastrofe






























