Hemmelighedsfulde Faxe: Vi har drukket kaffe med hitmagerne

Sodavandsboost. Faxe Kondi vil ikke ud med, hvad de har talt med Klumben og Raske Penge om. Kunstnerne vil dog gerne fortælle, at de vil tage imod penge fra sodavandsproducenten med kyshånd.
Sodavandsboost. Faxe Kondi vil ikke ud med, hvad de har talt med Klumben og Raske Penge om. Kunstnerne vil dog gerne fortælle, at de vil tage imod penge fra sodavandsproducenten med kyshånd.
Lyt til artiklen

En sportstaske med Faxe Kondi-logo.

Det er alt, hvad sodavandsproducenten på nuværende tidspunkt har haft til overs til de to musikere Klumben og Raske Penge, der med hyldestsangen 'Faxe Kondi' har skabt en af sommerens største ørehængere. En ørehænger, hvis markedværdi eksperter betegner som »ubetalelig«.

LÆS OGSÅ Kult-hit har fået salget af »yndlingssodavand« til at stige markant

Og selv om også de to sang-stjerner synes det ville være klædeligt med lidt anerkendelse og penge-gaver for indsatsen, er der ikke umiddelbart meget at hente hos firmaet bag sodavanden:

»Vi har drukket en kop kaffe sammen og sagt hej for at vide, hvem hinanden var, og det er sådan set det«, siger Kirsten Roding, produktchef for Faxe Kondi hos Royal Unibrew, om kontakten til det musikalske makkerpar.

Klumben og Raske Penge mener selv, de fortjener en gave. Hvad siger du til det?

»De har gjort en stor indsats for os, så det snakker vi om. Vi er i dialog med dem«.

Eksperter: Hyldestsang booster Faxe-værdien helt enormt

Når man spørger dem selv, så vil de gerne have penge. Er det også det, du tænker er en mulighed?

»Det vil jeg ikke kommentere på, det er mellem dem og os«, siger produktchefen.

Faxe-Klumben-t-shirts kan være på vej
Længe før de to musikere udgav den tilbedende sang 'Faxe Kondi' tog de kontakt til bryggeriet for at høre om mulighederne og samarbejde. Henvendelsen resulterede i en afvisning og reklame-sportstasken.

Og selv om nummeret nu er blevet en selvstændig landeplage, har Klumben og Raske penge stadig mod på at samarbejde med folkene bag læskedrikken.

De vil for eksempel gerne have lavet t-shirts, hvor 'Klumben' og 'Raske Penge' er skrevet med de karakteristiske Faxe Kondi-bogstaver. Kunne det være en mulighed at samarbejde om det?

»Det kunne sagtens være en mulighed«, siger Kirsten Roding.

Kult-musikere: Faxe Kondi bør gi' os nogle skillinger

Hvor går grænsen for, hvor tæt I vil arbejde sammen med dem?

»Vi er i løbende dialog og snakker om de muligheder, der er. Og så holder vi os ajour med deres balancegang, så det er egentlig meget op til dem også, hvor langt de vil gå. Men vi er også opmærksomme på, at det ikke skal blive for kommercielt«.

Ansættelse er ikke udelukket

Kunne man forestille sig, at I ansatte dem i forbindelse med en kampagne?

»Det vil jeg ikke udelukke, men det er heller ikke noget, vi har på bedding eller har snakket om«.

Hvornår et eventuelt samarbejde mellem Klumben og Raske Penge og Faxe Kondi bliver til virkelighed, vil tiden vise

»Det må I finde ud af, når det sker«, siger Kirsten Roding.

Kasper Iversen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her