Kult-musikere: Faxe Kondi bør gi' os nogle skillinger

Indflydelse. Klumben og Raske Penge (i forgrunden) er glade for, at deres sang ikke handlede om hash.
Indflydelse. Klumben og Raske Penge (i forgrunden) er glade for, at deres sang ikke handlede om hash.
Lyt til artiklen

Med over en million visninger på Youtube og utallige afspilninger på landets radiokanaler, er det på tide, at firmaet bag Faxe Kondi belønner ophavsmændene til et af sommerens helt store hits, nemlig 'Faxe Kondi'.

Sådan lyder det fra de to uafhængige musikere Klumben og Raske Penge, der har lavet den tre minutter lange hyldestsang til deres yndlingssodavand. En sang som ifølge både eksperter og supermarkeder indiskutabelt har bidraget til et øget salg af den grønflaskede læskedrik.

LÆS OGSÅ Landeplage skyller sodavands-tsunami over landets kasseapparater

»Vi har ikke fået noget af dem. Men vi forventer nok lidt at få en gave på et tidspunkt, det ville være klædeligt«, siger Rasmus Poulsen, bedre kendt som duoens ene halvdel, Raske Penge.

»Alle folk siger: 'Har I virkelig ikke fået noget af Faxe? Hold kæft det er dumt', 'Er du klar over, man kan slet ikke købe den slags reklamer for penge?', og 'I skal sgu da have noget'. Det er på en måde frustrerende, at det sætter skår i glæden over den succes, som vores sang har«, fortæller han.

Også Christian, der udgør den anden halvdel af makkerparret, og mest går under navnet Klumben, savner sodavandsproducentens anerkendelse:

»Jeg vil da gerne have en gave. Det er altid dejligt at få en gave«.

Hvad kunne I tænke jer, et års for brug af Faxe Kondi?

»Hellere penge!«, siger de to undergrundskunstnere nærmest i munden på hinanden.

Ville have penge fra starten
Ideen om et par klingende mønter som tak for den ellers gratis reklame er ikke ny for Klumben og Raske Penge, der har arbejdet på sangen i over et år.

»Vi prøvede jo helt i starten at skrive en mail til dem, hvor vi skrev: Hey, det er Klumben her. Jeg drikker meget Faxe Kondi, jeg er helt vild med jeres sodavand og har lavet en sang om den. Skal I ikke give mig nogle penge?«, lyder det fra Rasmus Poulsen aka Raske Penge.

Sodavandsproducenten afviste dog tilbuddet fra de ukendte musikere og sendte en sportstaske med logo som et plaster på såret.

Eksperter: Hyldestsang booster Faxe-værdien helt enormt

Christian Klumben er ret sikker på, at den manglende imødekommenhed både før og nu hænger sammen med Faxe Kondis »ret konservative reklame-strategi«:

»De er en sportssodavand og ikke noget andet. De er ligeglade med gaden og undergrunden. De sælger og har altid solgt godt, tror jeg«.

Så I har i virkeligheden gjort det til mere end en sportssodavand?

»Ja, meget mere. Hvilke seriøse sportsmennesker drikker overhovedet sodavand? Det er helt selvmodsigende at have en sportssodavand«.

Har fået nok af Faxe
Da Politiken møder de to er det ikke med Faxe Kondi i hånden, men efter musikernes ønske over en kop kaffe på Nørrebro.

For selvom de syngende tilbeder den læskende drik, har de fået mere end rigeligt af den for en tid.

»Hvis folk møder mig på gaden med en flaske vand i hånden, råber de: 'Hvad? Hvorfor drikker du ikke Faxe længere?' Men jeg kan ikke, det bliver lidt for klicheagtigt, hvis jeg skal gå og købe Faxe Kondi nu«, lyder det fra Klumben, der tilføjer:

»Men jeg har altid elsket Faxe Kondi, og det har altid handlet om, at man skulle have noget at ryge – og Faxe. Det er jo en god sodavand«.

Vi er ikke købt, men heller ikke frelste
Selve ideen til sangen opstod, da duoen en dag mødtes i studiet og skulle finde på »et eller andet«, fortæller de. Damer og druk var der skrevet nok om, og så voksede inspirationen ellers ud fra de grønne plasticflasker i lokalet.

Trods det tilfældige påfund lever debatten om musikernes motiv for at skrive om netop Faxe Kondi i bedste velgående på YouTube. Mange mener, at sodavandsproducenten bestemt må have en finger med i spillet, mens omtrent ligeså mange mener, at kunstnerne aldrig ville lade sig købe.

Ingen af påstandene holder, fortæller undergrundskunstnerne selv. De er parate til at sælge ud, hvis de har lyst og prisen er god:

»Vi har ikke lovet nogen, at vi vil være undergrund. Og alt kunst og kultur er så indsvøbt i sponsoreringstankegangen, at det er svært at undgå det«, siger Raske Penge, mens Klumben trækker på skuldrene og uddyber:

»Vi kommer jo fra ingenting, så hvis nogen kommer og vil give en masse penge for noget, som vi synes er herre grineren, hvorfor så ikke?«

Refleksion: Godt vi ikke skrev om hash

Makkerparret er tydeligvis overrasket over, hvor stort sodavandshittet er blevet og ikke mindst, at det har haft mærkbar betydning for salget af Faxe Kondi.

»Det er fandeme skørt«, lyder det fra Raske Penge, der tilskriver succesen, at folk kan relatere sig til det hverdagsagtige emne.

»Det er primitiv musik. Men det er i øjenhøjde«, understreger Klumben.

Når de ser tilbage, er der særligt én ting, som giver stof til eftertanke, ud over at de kunne have været mere »pushy« for at få penge ud af sodavandsfirmaet.

»Folk lytter sgu alligevel til, hvad man siger - lige meget hvad man siger. Så måske burde man sige noget andet end: I skal drikke sukker. Men samtidig er det måske godt nok, at vi ikke lavede et kæmpe hit om at ryge hash. Så er det trods alt sundere at drikke sodavand«, konkluderer Raske Penge.

Kasper Iversen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her