Sankthans nærmer sig, og mange haveejere går i krig med en af årets store udendørs udfordringer: klipning af hækken.
Den slags skal ordnes før midsommer, hedder det. Men der er nu ingen grund til at have dårlig samvittighed over for hækken, hvis man ikke lige når det: »Planten er ligeglad«, siger gartner og planteskoleindehaver Poul Petersen, som selv lader hækklipperen hvile nu, hvor der er travlt i planteskolen. »Jeg klipper løvfældende hække i september og hen på efteråret. De stedsegrønne klipper jeg midt på foråret eller i august, når jeg har tid til det. Men det ser da rigtig flot ud med nyklippede hække omkring midsommer, hvis man kan nå det«, siger han.




























