»I dag hilser vi da på hinanden og sludrer, når vi mødes. Men det er selvfølgelig ikke helt det samme længere«. 24-årige Basharat Mahmood lyder afklaret, når han skal forsøge at sætte ord på forholdet til sin bedste ven, Abudi. Eller tidligere bedste ven, som han retter det til. »For ulykken har jo nok gjort en forskel«, siger han.
LÆS OGSÅ Hver sjette frygter nye dyre trafikbøder
Forskellen består konkret i en gæld på godt 1,3 millioner kroner, som Basharat er blevet dømt til at betale i erstatning for de skader og mén, Abudi pådrog sig, efter at de to drenge kørte galt på Basharats scooter for otte år siden.
Scooteren var ikke forsikret, og selv om Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring normalt går ind og dækker omkostningerne i den slags sager, har Østre Landsret efter en årelang retssag slået fast, at millionregningen kan sendes videre til Basharat. »På grund af én hændelse har jeg ødelagt mit liv. Nu skal jeg måske stå i gæld resten af livet. Jeg kan ikke eje noget, og det liv, jeg drømte om, bliver aldrig til virkelighed«, siger Basharat. Den forkerte vej Egentlig lignede ulykkesdagen i maj så mange andre dage i 2004. 16-årige Basharat havde fået fri fra skole, og sammen med to kammerater fra Askerødbebyggelsen ved Hundige i Østsjælland havde han brugt de følgende timer i bycentret og ved biblioteket for at »prøve at finde på et eller andet at lave«. De kedede sig. Det gjorde Basharat ofte. Men nu foreslog Basharats skolekammerat og bedste ven, Abudi, at de to skulle køre et smut til Greve, hvor Abudis fætter boede. Der ville sikkert være et par gode fester, tænkte de.




























