Folk, der bor steder med dårlige forbindelser i den offentlige trafik, straffes ekstra med højere priser, efter at klippekort erstattes af rejsekort flere og flere steder i landet. Det sker fordi prisen for at rejse med rejsekortet stiger hurtigere end klippekort, når rejsen tager længere tid.
Det opdagede Sidsel Angelo-Nielsen fra Vejle, da hun efter et fald på cyklen fik en knæskade og måtte tage bussen til arbejde, 11 kilometer fra sit hjem.
LÆS ARTIKEL Selskaber bag rejsekortet skal forklare 85 problemer
»Jeg har hele tiden fået at vide, at rejsekortet ikke skulle gøre det dyrere at rejse. Men det passer i hvert fald ikke for mig«, siger den 37-årige vejlenser.
Da hun begyndte at tage bussen, havde hun stadig klippekort tilbage, fra før Sydtrafik stoppede salget af dem 1. september sidste år. Med 2-zoners klippekort kostede turen til arbejde 12,50 kroner. Da hun løb tør for klippekort og måtte skifte til rejsekortet, opdagede hun, at hun nu betalte 18,40 kroner for den samme rejse, hvis rejsen tog længere end en time. Med klippekortet skulle hun bare stige på den sidste bus, før der var gået en time.
»Det løber jo op i længden«, siger Sidsel Angelo-Nielsen.
Hun ringede til rejsekortets kundeservice for at høre, hvorfor det blev dyrere, og de henviste til Sydtrafiks egne regler. De sagde, at man skulle stige på bussen inden for en time.
På Sydtrafiks hjemmeside stod der, at »I busserne er prisen med rejsekort den samme som med klippekort«.
»Jeg rejser 2 zoner og følger de regler, som de skriver på hjemmesiden. Alligevel trækker de ekstra penge fra rejsekortet«, siger Sidsel Angelo-Nielsen.
Sydtrafik bekræfter, at man i nogle tilfælde ikke kan nå at rejse den samme strækning på sit rejsekort, som man kunne på klippekortet. Men selskabet mener, at man gør sit bedste for at lave rejserne så hurtige og korte som muligt.
Forsinkelser rammer dobbelt
Hun peger på, at det ikke er hendes drømmescenarie at bruge lang tid på at rejse. Men at det på mange tider af døgnet ikke kan gøres inden for en time, fordi hun skal skifte bus.
»Tager jeg af sted med bussen kl. 7.30, kan jeg først checke ud kl. 8.36. Jeg ville da være glad, hvis det gik hurtigere«.
Om eftermiddagen er det også svært at finde forbindelser, der kan bringe hende hjem inden for en time. Da hun havde klippekortet, betød det ikke så meget, for ventetiden blev brugt på at gå en tur i centrum. Bare hun kom på bussen inden for en time, kom hun hjem på 1 klip.
Men rejsekortet regner rejsetiden fra check-ind til check-ud. Overskrider du den time, som du har til at rejse inden for 2 zoner, koster det ekstra. Også selv om det eventuelt skyldes, at bus, tog eller metro er forsinket.
»Så vi skal både betale med vores tid – og nu også med penge«, siger Sidsel Angelo-Nielsen.
Du hun boede i København, gik busser, tog og metro hele tiden. Men i Vejle kan man godt komme til at vente 40 minutter på den kombinationsbus, der skal bringe én videre.
Er der forsinkelser i den offentlige trafik, rammer regningen også den enkelte rejsekortbruger. Det kræver et vågent øje på ens rejsehistorik og vilje til at klage over småbeløb, hvis man vil have pengene tilbage fra trafikselskaberne efter forsinkelser.
Dommer og formand i Ankenævnet for Bus, Tog og Metro Tine Vuust foreslår, at man reagerer ved at skrive til kundeservice samme dag eller dagen efter, at forsinkelsen fandt sted.
»Skriv, at du har konstateret, at din rejse er blevet dyrere som følge af en forsinkelse. Så står du bedre, hvis det en dag er endt med at koste dig et større beløb«, siger Tine Vuust.
Dårlig service fører til ond cirkel
Trafikforsker Per Homann Jespersen advarer mod at jage flere af provinsens brugere af kollektiv trafik over i egne biler med de stramme tidsregler.
LÆS OGSÅ Skift af betalingskort til Rejsekort er »grotesk besværligt«
»Hvis du i forvejen bor i et område, hvor der er dårlige forbindelser, er du ikke tilfreds med, at det også koster dig ekstra penge. Så risikerer man, at folk finder andre måder at komme frem på«, siger Per Homann Jespersen.
Sidsel Angelo-Nielsen glæder sig til, at knæet er klar igen, så hun kan genoptage cykelturene til arbejdspladsen.
»Jeg synes ikke, at det er fleksibelt og godt at rejse med rejsekortet«, siger hun.
fortsæt med at læse






























