Landmand Rasmus Åkerstrøm er stolt, når han ser en af sine økologiske kyllinger i køledisken i det lokale supermarked. Men han har det svært med prisskiltet på op til 160-170 kroner for en enkelt fugl.
»Det er altså vanvittig mange penge. Det er et rigtig godt produkt, men jeg ville også tænke, at det var for dyrt«, siger landmanden fra Frøstrup, der producerer 43.200 kyllinger om året til fjerkræslagteriet Rose Poultry, Danmarks største producent af økokyllinger.




























