Den der dejlige følelse, der er så svær at forklare. Den ramte atter Niels Ellegaard, da han for nylig investerede 2.500 kroner i et par solide amerikanske læderstøvler med tykke såler af mærket Red Wing. Par nummer 8 i samlingen.
»Jeg kan ikke forklare, hvad der sker. Det er ligesom, hvis du spørger, hvorfor jeg er forelsket i min kone. Grundforklaringen er, at jeg jo bare bliver glad, når jeg er sammen med hende. Og jeg bliver glad, når jeg har de støvler. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne sin kone med støvler, men der sker noget, der minder mig om forelskelse, når jeg køber dem«, forklarer skuespilleren.



























