Vi kan ikke lide at tabe til svenskerne og i øvrigt heller ikke til nordmændene. Og selv om vi holder med Island, når de buldrer frem på fodboldbanen, er det surt at se Danmark på en 16.-plads, langt efter de andre nordiske lande. Den ikke særlig flatterende placering blev i denne uge publiceret i det britiske medicinske tidsskrift The Lancet, der havde rangeret lande efter sundhedsmål. Island blev nr. 1, Sverige nr. 3 og Danmark altså nr. 16. For vi er blandt de befolkninger, der ryger og drikker mest.
Når vi nu er i gang med at opremse rekorder, har danske unge en kedelig europæisk førsteplads, når det gælder druk. Og i Danmark har vi den højeste risiko for kræft, ikke bare i Norden, men i hele verden.




























