En våd tilbudsavis i bunden af den øverste kurv. Et slattent blad fra et blomkålshoved i den næste. Gråt indtørret skidt i den tredje. Politiken har været i 9 supermarkeder for at vurdere rengøringsstandarden i de kurve, som mange forbrugere triller deres friske fødevarer rundt i.
Resultatet er dystert. Laboratorietesten afslører, at ingen af de 9 supermarkeders testkurve var rene. Faktisk indeholdt alle 9 kurve tarmbakterier fra dyr, fugle eller mennesker. 2 kurve trillede endda rundt med den særlig farlige tarmbakterie E. coli, som blandt andet kan give alvorlig diarré.




























