Inden vi flyttede hertil, havde vi boet i en andelslejlighed i København i 15 år. Vi ville ud af byen, ud, hvor der er grønt, og hvor der er nogle mennesker at være sammen med.
Sådan er det at bo i ...
I 6 uger tager Politiken ud i sommerlandet og spørger forskellige mennesker, hvordan det er at bo i campingvogn,
husbåd, storkollektiv og andre
alternative boformer. Dette er anden artikel i serien. Den første blev bragt 8. juli.
I første omgang fik vi tilbudt en lejlighed i hovedbygningen her på Svanholm. Det var en herskabelig lejlighed med højt til loftet, og der kunne vi sagtens se os selv bo i stedet for det snævre hul af en andelslejlighed, vi havde i København. Vi boede i lejligheden i hovedbygningen i tre år. Så blev det hus ledigt, som vi bor i nu. Vi ville gerne have en have, så vi flyttede hertil.
Nogle gange undrer jeg mig over, at det ikke er mere almindeligt at bo, som vi gør
Svanholm Storkollektiv er, så vidt jeg ved, det eneste store danske kollektiv, som har fællesøkonomi. Vi indbetaler alt til den fælles kasse. 20 procent får vi udbetalt som lommepenge. De 80 procent dækker skat, bolig, mad, børneinstitutioner, el, telefon – alt det, man skal have for at overleve. De sidste 20 procent råder man selv over, og de kan for eksempel gå til tøj, gaver, rejser og rødvin eller andet, man selv skal dække.
Det, der i høj grad tiltalte og stadig tiltaler os, er, at det er dejligt at bo et sted, hvor vi har mulighed for at gøre noget omkring bæredygtighed og også omkring social ulighed. Svanholm er et økologisk kollektiv, og fællesøkonomien betyder, at der internt ikke er så stor økonomisk ulighed her. Samtidig med at det bare er fedt at bo her. Det er ikke kun et politisk projekt for os. Der er bare store goder ved at bo i fællesskab. Nogle gange undrer jeg mig over, at det ikke er mere almindeligt at bo, som vi gør. Fællesøkonomien betyder, at vi kan have fælles børnehave, køkken, biler, landbrug og meget andet. Og så er det så fedt, at børnene har mange at lege med, og at vi voksne har mange at snakke med lige i nærheden.
Opvask to gange om måneden
Hver aften er der mulighed for fællesspisning i hovedbygningen. Især når man har mindre børn, giver fællesspisningen en masse ro i de timer, hvor børn har særligt brug for en. Vi skal ikke købe ind, lave mad og vaske op.
Vi laver mad en gang om måneden og vasker op to gange om måneden. Man kan sådan set bare spise maden og gå hjem igen. Eller vælge at hente mad, som man tager med hjem. Vi gør det lidt fifty-fifty. Ret ofte henter vi maden og tager den med hjem, for vi skal jo også være en familie.
Når vi er med i fællesspisningen, får vi voksne snakket med andre voksne på en mere uformel måde. Vi sætter os jo bare og snakker med dem, vi sidder ved siden af. Det kan være en 70-årig kvinde, eller det kan være nogle af dem, der passer køerne. Ens kreds bliver større, end jeg synes, den var, mens vi boede i København. Dengang skulle vi altid arrangere det, hvis vi skulle ses med andre. Og når vi så nogen, var de næsten altid jævnaldrende med os selv og havde nogenlunde de samme uddannelser.
Kollektivet er så stort, at man sagtens kan være sig selv, hvis man gerne vil det.
En del af de andre på Svanholm arbejder i produktionen her. Med dyrene i landbruget, med grøntsagerne, med vedligeholdelse af bygningerne eller i børnehaven. De fleste her har dog arbejde uden for kollektivet.
Vi er stort set selvforsynende med fødevarer. Vi producerer selv for eksempel mælk, kød, grøntsager, korn og æg. Meget af det bliver solgt, men vi laver også fødevarer til os selv. Oppe i køkkenet kan vi bare hente det, vi skal bruge. Det er ikke noget, man skal spørge nogen om på forhånd. Man henter bare.
Man skal arbejde på fuld tid for at bo her, medmindre man har børn under tre år. Boligerne bliver fordelt efter, hvor mange hoveder der er i familien.
Fællesmødet beslutter
Hver måned holder vi fællesmøde. Fællesmødet er vores besluttende instans. Hvis noget skal besluttes, skal der være konsensus. Er der uenighed, nedsættes et udvalg, som arbejder videre og vender tilbage med et forslag til løsning. Fællesmødet må ikke tage mere end tre timer. Det er fedt, at selv om demokratiformen er kompleks, så er møderne ikke en udmattelseskrig. Desuden er vi alle sammen indstillet på nogenlunde de samme ting, så det er ikke så svært at nå frem til enighed.
Vi får masseret vores tolerancemuskel af at bo her, og det fik de i dén grad gjort, de mennesker som for mange år siden turde satse alt for at købe det her sted. De mennesker har jeg så stor respekt for. Næste år fylder Svanholm Storkollektiv 40 år. Da vi flyttede ind, virkede det jo allerede godt. Alle de børnesygdomme, som et nyt kollektiv har, var for længst overstået her. Men selv om alting fungerer, kan man godt sommetider rette det til. Stedet er jo kun summen af de mennesker, der bor her«.
fortsæt med at læse


























