Min grønne gårdsplads, kalder jeg det. Arealet mellem stuehus og de to små staldbygninger, der åbner sig ud mod markerne. 200 m2, som engang var grus, sten og brolægning og mødding, men som jeg har forvandlet til min fineste grønneste græsplæne, der gødes og vandes og klippes, som om det var Kongens Have.
Ved den ene side står et ahorntræ, mindst 10 meter højt. Det er lige så vigtigt for det daglige kig som græsset, men her i oktober begynder det at drille. Det smider bladene, og det gør det over en lang periode. Store, gule, brune blade, der daler smukt ned og forstyrrer min ellers robuste æstetiske sans. Der skal ikke være visne blade på min grønne gårdsplads. Derfor har jeg igennem årene revet blade under ahornen mindst 10 gange hvert efterår. Det er helt gakgak, mit lille private ordenssyndrom. Ikke til diskussion.
