Kender du et barn på ca. 11 år? Prøv engang at se dette barn for dig. Og forhold dig så til, at der er omkring 1.000 11-årige i Danmark, der ryger hver dag. Hvis aldersgruppen udvides til alle 11-15-årige, er det omkring 9.000, der ryger dagligt. 15 procent af de 16-25-årige ryger cigaretter hver dag, og mange er afhængige. Langt over halvdelen vil gerne stoppe med at ryge, men det er ikke lykkedes.
Blandt alle danske voksne er der for første gang i 5 år en lille nedgang i antal daglige rygere fra 17 procent til 16 procent. Nedgangen skyldes imidlertid, at mændene ryger mindre, mens kvinderne ryger videre som før. Derfor er der i dag flere kvinder end mænd med lungekræft, og måske bidrager kvinders rygning også til den høje forekomst af brystkræft.




























