Fem hovedstadsbutikker vil være kontantløse om aftenen

Lyt til artiklen

Mønter og sedler kan snart være en saga blot.

I fem Rema 1000-butikker i hovedstadsområdet vil det i hvert fald være tilfældet i tidsrummet 20:00 til 06:00.

De fem butikker har nemlig søgt om tilladelse hos Finanstilsynet om at blive kontantløse i det tidsrum.

Det skriver DR P4 København.

Rema 1000 har ikke ønsket at uddybe, hvorfor lige netop de fem butikker har søgt om at blive kontantløse i aften- og nattetimerne.

I Dansk Erhverv, der er brancheorganisation for detailhandlen, ser man store fordele, ved at butikkerne ikke har kontanter liggende.

»Det mindsker risikoen for røverier ude i butikkerne, at der ikke længere er kontanter til stede«, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft til DR P4 København.

»Derudover så er risikoen for fejl i forbindelse med håndtering af kontanter elimineret, i og med at tingene kommer til at køre elektronisk i stedet«, fortsætter han.

Netto og Føtex har kontanter, men ikke i kassen

Ingen af butikkerne i de to store detailhandelskoncerner Coop og Dansk Supermarked har søgt om at få pengene ud af kasseapparaterne i aftentimerne.

Det er ifølge Dansk Supermarked, fordi sikkerheden fungerer godt i Netto, Bilka og Føtex på grund af betalingssystemet Safe-pay.

»Det er et system, der gør, at der ikke ligger penge i butikkerne, så vi kan både imødekomme kundernes behov, men samtidig sørge for at der ikke er penge, man kan komme og tage«, siger Casper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Group, til DR P4 København.

2. juni 2017 vedtog Folketinget reglen om, at butikker, der vil være kontantløse i aften- og nattetimerne, kan sende en ansøgning til Finanstilsynet.

Reglen er tiltænkt butikker i områder med en særlig risiko for røverier og træder i kraft 1. januar 2018.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her