»Sundhedsmæssigt uacceptabelt« Pærer med pesticider trækkes tilbage fra supermarkeder

Lyt til artiklen

En egenkontrol har vist, at pærer solgt i en lang række supermarkeder har et så højt indhold af pesticider, at det er »sundhedsmæssigt uacceptabelt«.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Pærerne er solgt i løsvægt i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen, Dagli/LokalBrugsen og Irma.

De er af sorten Nashi, som ligner en blanding af pære og kvæde.

Pesticider er tilladt

Forbrugerne rådes til at levere pærerne tilbage, hvor de er købt eller kassere dem.

Pesticider kaldes også for sprøjtemidler, sprøjtegift eller plantebeskyttelsesmidler.

Brug af pesticider i produktionen af frugt, grønt og korn er tilladt. Derfor er det også muligt at finde pesticidrester i disse fødevarer. Særligt i frugt og grøntsager er der risiko for at finde pesticidrester.

Forskellige pesticider kan være målrettet ukrudt, bakterier, svampe, mider, orme, insekter eller gnavere.

Det er en risikovurdering foretaget af DTU, der har konkluderet indholdet af pesticid som sundhedsmæssigt uacceptabelt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her