En elkedel i original emballage. En cykel, der aldrig har været brugt. Dyre termoruder, der stadig er viklet ind i byggemarkedets plastik. Sågar julegaver, der ikke er blevet pakket ud.
Rundtomkring på danske genbrugspladser tager medarbejderne sig nogle gange til hovedet over, hvad folk smider ud. Og nu er mange af genbrugsstationerne begyndt at sælge tingene videre i såkaldte gensalgsbutikker. Det er godt for miljøet og ikke mindst for beskæftigelsen.




























