»Jeg har en pose!«, siger jeg triumferende til min mand, når han rækker ud efter poserne under kassen i supermarkedet. Plastikpose afværget, forbrugerglorie pudset og godt 3 kroner sparet.
I min taske ligger nemlig et lille vidunder, en pose af nylon (også en slags plastik), som kan rumme et mindre hverdagsindkøb til familien, og som i tom tilstand fylder og vejer så godt som ingenting.


























