I brød og grød. Som snacks og i salater. Grønne græskarkerner og andre varianter af kerner knaser og giver smag i masser af mad.
»Fokus på sundhed og naturlighed har igen gjort det populært at spise kerner. De kommer også i spil i kødløs kost, hvor de både kan bidrage med næringsstoffer og tilføje smagen noget af den fedme og bitterhed, man almindeligvis får fra kød«, siger madhistoriker Svend Skafte Overgaard fra Københavns Professionshøjskole.



























