Hele 71 procent af forældrene ville ønske, at deres børn kom mere i naturen, ifølge en spørgeundersøgelse fra Fritidsrådet med næste 3000 deltagere, offentliggjort denne sommer. Alligevel har to ud af tre danske børn aldrig overnattet i naturen eller bygget en hule, og omkring halvdelen har ikke prøvet at lave bål eller fanget en krabbe.
»Børn har krav på muligheden for at brække en arm. Hvis deres leg bliver så sikker, at de ikke kan komme til skade, så bliver de stækkede. Det duer ikke, hvis vi ’låser vores børn inde’ sammen med velmenende voksne, der overvåger alt, hvad barnet kan finde på«, siger motorikvejleder Mads Brodersen fra Vends Motorik- og Naturskole på Fyn, der uddanner pædagoger, lærere og private i at bruge naturen som en arena for læring.




























