I mange år ønskede jeg, at jeg kunne sende et brev til den unge Sarah, der i 1994 flyttede til København. Til hende, der boede yderst på Nørrebro, hvor det altid var gråvejr, og hvor narkomanerne stod i kø foran apoteket. Til hende, der var juleassistance i Magasin, kassedame, dengang der var noget, der hed ISO, på Østerfælled Torv, hende, der studerede statskundskab i Rosenborggade, hvor brødrene Price nu har restaurant, og hende, der fandt vej til journalistikken.
’Det skal nok gå, lad være med at være så bekymret’, ville jeg have skrevet. For hun var, jeg var, bekymret. Jeg var altid bange for at være forkert, udenfor, ikke klog nok, dygtig nok, smuk nok, accepteret nok. Jeg husker det som en evig uro i mig, et håb om, at det var nok, at jeg var i orden, men også fornemmelsen af, at det nok ikke helt var sådan – endnu.
