Tusindvis af juletræer blev ikke leveret til tiden. Flere hundrede nåede slet ikke frem inden jul. Penge blev trukket på kundernes konti, selv om de aldrig har set skyggen af et juletræ. Og nu i januar står juletræer i opgange og carporte samt foran gadedøre landet over, fordi de ikke er blevet afhentet som lovet.
Det, der skulle have været et klimavenligt juleeventyr med juletræer i urtepotter bragt til og fra døren for at blive plantet ud igen efter jul, er endt som et mareridt med klager, politianmeldelser og dødstrusler.




























