Basalboliger i København og andre store byer kan være løftestang for den housing first-strategi, som vinder frem i disse år. Det fremhæver seniorforsker med speciale i hjemløse Lars Benjaminsen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter For Velfærd, Vive.
»Housing first går ud på, at udsatte skal tilbydes en permanent bolig kombineret med social støtte. Når boligsituationen er stabiliseret, kan de andre problemer, som udsatte måtte have, lettere løses. Men vi mangler små billige boliger, der er til at betale for udsatte borgere«, siger Lars Benjaminsen.




























