Bøjlestængerne stod tæt i Nørrebrohallen i sidste weekend, og kvinder omkring de 20 år havde iført sig deres smarteste outfit, klar til at snakke med veninderne og betjene de kunder, der havde overstået en 50 meter lang kø og nu nysgerrigt trak skjorter, sko og tasker frem for at gøre sig et loppefund.
Det var tid til et af de hippe tøjmarkeder, der tydeligvis har ramt plet blandt de unge og Instagram-venlige. Og jeg – der ikke er nogen af delene – var mødt op for at være lidt med.




























