På apoteket og nettet sælges klamydiatests til hjemmebrug, men ifølge eksperter tager testene alt for ofte fejl og bør forbydes.

Eksperter advarer mod hjemmetest af klamydia

Caroline tog to hjemmetest, som viste at hun havde klamydia, men det havde hun slet ikke. Sundhedsstyrelsen fraråder brugen af test, som giver forbrugeren svar hjemme på badeværelset. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Caroline tog to hjemmetest, som viste at hun havde klamydia, men det havde hun slet ikke. Sundhedsstyrelsen fraråder brugen af test, som giver forbrugeren svar hjemme på badeværelset. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvert år bliver mere end 30.000 danskere diagnosticeret med kønssygdommen klamydia. Sygdommen kan i værste fald gøre kvinder sterile og forringe mænds sædkvalitet og giver i mange tilfælde ingen symptomer. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at der reelt er 50.000 smittede.​​

Derfor er det måske ikke overraskende, at der er et marked for selvtest af klamydia. På landets apoteker og på nettet sælges hjemmetests, der lover at give svar på, om man er smittet med klamydia inden for bare 20 minutter og med en sikkerhed på 98 procent.

Men ifølge eksperter er testene foruroligende upræcise og giver alt for ofte et forkert svar.

Hjemmetest bildte 19-årige Caroline ind, at hun havde klamydia

»Det er som at slå plat og krone. Halvdelen af de inficerede er negative i den type tests, og halvdelen af de positive er falsk positive«, siger Jørgen Skov Jensen, fagchef ved Statens Serum Institut.

Med et misvisende testresultat risikerer en rask forbruger at tro, at han eller hun har klamydia. Men endnu værre er det, hvis en syg forbruger udelukker smitte efter at have testet sig selv. Dermed risikerer den smittede selv følgevirkningerne ved klamydia, ligesom vedkommende kan give sygdommen videre til andre i den tro, at han eller hun er rask.

Hård kritik fra eksperter

Der sælges to typer af test for klamydia: en hjemmeprøvningstest og en hjemmetest. Den første type test sendes til et laboratorium, hvor den bliver analyseret. Ifølge Jørgen Skov Jensen er den type test god nok. Problemet opstår ved hjemmetestene, der giver svar, kort tid efter at testen er taget.

»Mig bekendt er det endnu ikke lykkedes at lave en troværdig klamydiatest, som ikke skal forbi et laboratorium og analyseres«, siger han.

Overlæge og professor ved klinisk mikrobiologisk afdeling ved Sygehus Lillebælt Jens Kjølseth Møller har tidligere sammenlignet en tilsvarende hjemmetest med laboratorietesten. I hans studie fangede hjemmetesten ingen af de smittede​​

»Man kan undre sig over, at det er lovligt at sælge så misvisende en test«, siger Jens Kjølseth Møller.

Præcis hvor stort markedet er for klamydiatests til hjemmebrug, er svært at få overblik over. Producenten Abblo Pharma, som står bag den mest udbredte test på det danske marked, ønsker ikke at oplyse, hvor mange der bliver solgt. Det samme gælder Apotekerforeningen. Det internetbaserede apotek Webapoteket, som er en af forhandlerne af testen, oplyser, at man oplever en »stor stigning« i salget, men vil ikke sætte tal på.

CE-mærket for altid

Henrik Westh, der er professor ved mikrobiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, er frustreret over, at apotekerne bliver ved med at forhandle testene, når al forskning dokumenterer, at de ikke holder.

»Man har jo tillid til, at det, man køber på apotekerne, er i orden«, siger han.

Henrik Westh har ad flere omgange henvendt sig til apotekernes indkøbsforeninger og Apotekerforeningen for at få dem til at stoppe salget af testene.

Svaret lyder, at testene er CE-mærkede og dermed lovlige. Det vil sige, at Apotekerforeningen ikke kan forbyde apotekerne at forhandle testene.

CE-mærkning angiver, at testene opfylder den gældende EU-lovgivning for medicinsk udstyr. Men ifølge Westh har testene fået deres mærkning »tilbage i tidernes morgen«, da de først kom på markedet, og er baseret på en teknologi, som hospitalsvæsenet forlod i 1990’erne.

Lægemiddelstyrelsen, der kontrollerer og godkender lægemidler på det danske marked, bekræfter, at testene er CE-mærkede og derfor lovlige at markedsføre i Danmark.

Klamydiatestene tilhører en risikogruppe, hvor certifikatet ifølge styrelsen typisk fornys hvert femte år af et »bemyndiget organ« – det vil sige en virksomhed, der er udpeget af myndighederne til at udstede certifikater og føre opsyn med fabrikanterne.

Hvis de helt grundlæggende krav for CE-mærkningen skal ændres, skal det ske gennem EU-lovgivning. Dog har Lægemiddelstyrelsen et ansvar for at reagere på henvendelser og klager over medicinsk udstyr i Danmark.

Styrelsen oplyser, at den har en indberetning fra en borger på en klamydiatest fra den østrigske producent Abblo Pharma. Borgeren har taget hjemmetesten flere gange med et negativt resultat for efterfølgende at blive testet positiv for klamydia ved sin egen læge. Sagen er ikke afsluttet endnu, og styrelsen afventer svar fra Abblo Pharma, der selv står for at analysere fejlresultaterne fra testen.

​​

Taget af hylden i Norge

I Norge tog flere apoteker Abblo Pharmas tests af hylden, efter at norske eksperter advarede mod dem. Ifølge de norske eksperter gav op mod 67 procent af testene et forkert svar.

Selv om hjemmetestene er lovlige i Danmark, fraråder både Sundhedsstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk testene.

»Hjemmetesten er for upræcis, derfor anbefaler vi kun den test, der sendes til et laboratorium«, skriver Sundhedsstyrelsen i en mail.

Sine Jensen, der er seniorrådgiver ved Forbrugerrådet Tænk og sidder i Lægemiddelstyrelsens udvalg for medicinsk udstyr, råder også til, at man holder sig fra hjemmetestene.

»Kravene til testen er simpelthen for ringe«, siger hun.

Der er et nyt regelsæt for medicinsk udstyr på vej fra EU. Men ifølge Sine Jensen ser det ikke ud til at få betydning for hjemmetesten af klamydia.

Falsk tryghed

En hjemmetest for klamydia koster omkring 200 kroner, og det er ifølge Sine Jensen »penge ud ad vinduet«. Hvis testen er positiv, skal man alligevel testes igen hos lægen, som ikke godtager svaret fra hjemmetesten.

Helbredsmæssigt kritiserer Sine Jensen testen for at give en falsk tryghed og unødig bekymring.

»Der er en grundlæggende opfattelse af, at det er godt at teste sig selv ’for en sikkerheds skyld’, men det holder jo slet ikke, når svarene er forkerte«, siger hun.

Politiken har forelagt eksperternes kritik for Abblo Pharma, der medgiver, at det er sikrest at blive testet for klamydia ved egen læge. Firmaet understreger dog, at hjemmetestene skal ses som et supplement, hvilket de også skriver i produktets indlægsseddel, og ikke som en erstatning for lægebesøg.

Sonja Furu

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her