»Man har nærmest glemt, at man kan fejle andet end corona«, skrev en kollega til mig forleden, da jeg under et par sygedage med feber, ondt i halsen og hovedet havde fået en negativ coronatest. Det fik mig til at tænke over, at sommeren er forbi. Jeg håber, du nød den, for nu skal vi tale om, hvor besværligt efteråret bliver for hundredtusindvis af danskere.
Regeringen og Folketinget vil for alt i verden undgå en ny og meget dyr nedlukning af samfundet, som vi oplevede for et halvt år siden. Ja, de fleste borgere ønsker næppe heller en gentagelse. Der er lagt op til, at smitten skal holdes nede, ved at vi er ekstremt disciplinerede. Ved det mindste symptom, der kan være corona, skal vi opføre os, som om vi er smittet med den virus, der indtil videre har kostet over 600 danskere livet.




























