Når der i boligannoncer fra Jyllinge Nordmark står, at husets underetage er »fuldstændig renoveret« omkring 2014, har Lasse Usbeck lært at læse mellem linjerne:
Så er den pågældende villa en af de cirka 500 boliger, der efter stormen Bodils hærgen i Roskilde Fjord stod under vand med gulvbrædderne flydende rundt i stuen. Og hvis beboere sandsynligvis tilbragte flere måneder i en skurvogn, mens huset blev sat i stand.




























