En blond herre med et velfriseret vikingeskæg triller op i sin hvide Tesla til hurtigladeren ved Amager Hospital og ruller vinduet ned. »Hvor langt er du?«, spørger han undertegnede, der er i gang med at lade en elbil. Så kører han videre. To minutter efter kommer endnu en Tesla, hvor chaufføren spørger om det samme.
Scenen er helt almindelig på en søndag i København, hvor mange elbilejere ikke har adgang til egen parkeringsplads og derfor cirkler rundt for finde en ledig lader. Weekenden er det helt store spidsbelastningstidspunkt på de offentlige ladestandere.




























