Elever i grundskole og på ungdomsuddannelser har i stor stil skiftet osende cigaretter ud med små poser med tobak eller andre plantefibre tilsat nikotin og slik- eller frugtsmag, ofte i en hvid udgave uden den brune sovs, man forbinder med traditionel svensk snus.
»Tyggetobak og nikotinposer har sneget sig ind på markedet og fanget de unge. Det er sket via YouTube og andre sociale medier i en bue uden om os voksne. Mange forældre ved slet ikke, hvad der foregår. De tror, det er tyggegummi, hvis de finder en pakke«, siger forebyggelseskonsulent Matilde Powers fra Region Hovedstaden.




























