Lyt til artiklen
Sidste forår vågnede jeg flere morgener og tænkte, hvad skal vi mon lave i påsken, mens jeg stadig lå under dynen, i den bløde tilstand midt mellem drøm og virkelighed, lige før søvnen slipper kroppen helt. Jeg vågnede glad, forventningsfuld med udsigt til fem dage fulde af muligheder.
Indtil virkeligheden ramte mig. Det havde været påske. For uger flere siden. Men jeg havde ikke mærket det, for påsken forsvandt i alle de dage af enshed, som jeg levede i. Coronas skygge gjorde alting mørkt og gråt, jeg var bekymret hele tiden sidste forår. Jeg kunne ikke læse bøger, ikke se spændende film, bare dårlige serier og strikke endnu flere sokker.
