Politiken har de seneste uger kunnet afsløre grelle arbejdsforhold hos blandt andet de chauffører, der bringer varer ud for Nemlig.com. Online-supermarkedet har ad flere omgange understreget, at de ikke har ansvaret, da chaufførerne er ansat af en underleverandør. Men det viser sig nu ikke at være korrekt, viser en afgørelse fra Arbejdstilsynet.
Afgørelsen fra 2019 slår entydigt fast, at Nemlig.com er at betragte som arbejdsgiver for chauffører, der leverer varer til virksomhedens kunder. Det vurderer eksperter efter at have gennemgået sagen, som Politiken har fået gennem en aktindsigt hos Arbejdstilsynet.


























