Det lyder som en ualmindeligt dårlig idé. Men udbredt, det er den: Hver 5. unge cyklist har inden for de seneste par måneder brugt mobilen, mens de kørte gennem et kryds. Det er der, ulykkerne som oftest sker.
Det viser en undersøgelse, Rådet for Sikker Trafik fremhæver som led i en kampagne, der skal få danske trafikanter af både den tohjulede og den firehjulede slags til at være agtpågivende. Især i krydsene, hvor en stor del af færdselsulykkerne finder sted.


























