MERE TID hjemme får angiveligt flere til at prioritere økologi. Salget af ø-mærkede fødevarer steg sidste år 14 procent og rundede dermed 16 milliarder kroner, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Økologiske fødevarer udgjorde i 2020 cirka 13 procent af det samlede salg af fødevarer mod 12 procent i 2019.
Frugt og grønt er lokomotivet bag udviklingen. Med et salg på 5,8 milliarder kroner stod kategorien for mere end halvdelen af den samlede stigning. Målt i mængder var stigningen endnu større, da kilopriserne typisk faldt med 10 procent.




























