Hvis der er noget, der kan få tænderne på Politikens to testdommere til at løbe i vand, er det tanken om de perfekte spareribs. Altså sådan nogle ben, grillet i en hot smoker i mange, mange timer, glinsende af fedt, røgsmag og barbecuesauce – og serveret med en god salat eller frisklavet coleslaw.
»Jeg og mine unger elsker det, og vi skal bare have det af og til. Vi elsker at sidde der med det snaskede kød, hvor vi så skal have et godt arsenal af hot sauces til«, siger madskribent Mira Arkin, der er den ene af Politikens to testdommere, som smager sig igennem en omgang færdigkogte spareribs fra supermarkederne.



























