Det vrimler med nye lystfiskere ved de danske vande lige nu. Antallet af solgte fisketegn rundede 170.000 sidste år, en stigning fra 2019 på næsten 25 procent. Og alle de nye lystfiskere skal ud efter det, alle vi gamle lystfiskere altid taler om.
Roen, fordybelsen og de zenbuddhistiske gentagelser, når du kaster agnen ud og haler den ind igen og igen og igen. Kammeratskabet, samværet og den mentale wellness ved at gå langs kysten som naturens muntre og lykkelige søn, en buddha med fiskestang, der kommer fløjtende hjem til familien efter en lang dag med sund vind og livgivende sol i fjæset og klasker en bunke friskfangede fisk på køkkenbordet, mens børn og partner hylder familiens enestående dygtige skaffedyr.



























