En mandshøj julemand i legoklodser troner stivnakket ved indgangen til BR, hvor en mor har søgt ly fra den silende regn. »Ho ho ho!«, siger hun grinende ind under kalechen til sit barn, mens en anden kvinde takker ja til at få byttemærker på en favnfuld pakker.
Her mangler hverken de kæmpe legoæsker, barbiedukkerne, som atter er i høj kurs, eller 25-års jubilaren Pokémon, der også oplever en fornyet popularitet. For forældre og børn holder af de trygge gamle kendinge, som de måske selv legede med, da de var børn, siger kædechef i BR Charlotte From.



























