Lyt til artiklen
Jeg har målt på mig selv i efterhånden ret mange år. Først med en simpel skridttæller, der bare noterede sig, hvor meget – eller dengang især hvor lidt – jeg gik. Så en lidt mere avanceret af slagsen, der sad om håndledet, og i flere år et ur, der også kunne måle puls, søvn og bevægelse.
Jeg ved godt, det er fjollet, men det er også fascinerende at følge med i, hvordan man har det, og det har for mig været ekstremt motiverende at holde øje med, om den gamle kontorkrop bevægede sig nok i løbet af dagen, og når den ikke gjorde at tage turen op ad trapperne eller rundt om blokken. Engang var det langt for mig at gå fem kilometer. Nu gør jeg det hver dag uden at tænke over det. Fordi jeg kom i gang, fordi tallene tikkede ind på min tæller.
