Dyrenes Beskyttelse fjerner anbefaling af æg

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ingen æg kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse lige nu, fastslår dyreværnsorganisationen på sin facebookside. Det gør de som følge af, at dansk forskning har vist, at 85 procent af alle æglæggende høner har brud på brystbenet, fordi de presses til at lægge unaturligt store æg.

Da det kom frem i efteråret, opfordrede Dyrenes Beskyttelse i første omgang forbrugerne til at spise færre æg og som altid vælge æg fra høner med bedre dyrevelfærd. Siden har organisationen strammet kriterierne for at få mærket ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’. Krav om, at hønerne skal have god plads i stalden og adgang til udearealer, suppleres med krav om, at der ikke må forekomme brystbensbrud i produktionen.

Problemet ses overalt i den kommercielle produktion, altså både hos økologiske høner, fritgående høner, skrabehøner og burhøner. Det skyldes, at avlsselskaber har fremavlet stadig mere effektive høner, der lægger stadig større æg i forhold til deres egen størrelse.

Selv om de gerne vil, kan de ægproducenter, som har opnået mærket ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’, ikke længere leve op til kriterierne for at få mærket. Derfor har organisationen opsagt aftalerne og kan for tiden ikke anbefale nogen æg.

Grundet en opsigelsesperiode vil forbrugerne en overgang stadig kunne finde æg, som er udstyret med anbefalingen, i butikkerne.

Annemette Grundtvig

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her