Mennesker har sjippet i århundreder – ja, måske i årtusinder. Ifølge forbundet International Rope Skipping Federation var sjipning allerede en udbredt aktivitet i det gamle Egypten, mens Kina kan bryste sig af at have de første anerkendte sjippetovmagere.
Vestlige opdagelsesrejsende fik angiveligt øjnene op for træningsformen, da de i 1500-tallet så aboriginere i Australien sjippe, mens hollænderne som de første i Europa sjippede i større stil. Således var det også hollandske udvandrere, der i 1600-tallet tog aktiviteten med sig over Atlanten og introducerede amerikanerne til sjippetovets fortræffeligheder.


























