Ved en fejl er virksomheden Flensted Food Group A/S kommet til at mærke krebsehalesalat som laksesalat. Derfor er produktet blevet tilbagekaldt, skriver Fødevarestyrelsen.
Fejlmærkningen betyder samtidig, at produktet indeholder udeklarerede allergener i form af skaldyr. Fødevarestyrelsen noterer derfor, at personer med denne type allergi er i risiko.
Laksesalaten bærer mærket ’COOP - Smag forskellen’ og er blevet solgt over hele landet i SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen.
Produktet har en nettovægt på 150 gram, bærer bedst før-datoen 29.04.22 og varenummeret 23853.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.
ritzau




























