Mine forældre mente, at vi børn skulle lære Danmark at kende, før vi kom til udlandet. Så jeg har været på teltferie overalt i fædrelandet, bl.a. på Langeland, hvor det regnede så meget, at vi måtte grave grøfter omkring teltet. Engang fik vi så lov til at komme udenlands på bilferie til Italien, hvor der var solskin, varmt hav og syngende gondolierer i Venedig. Hvor var det fantastisk!
De sidste somre har danskerne holdt ferie herhjemme, men nu er coronaepidemien under kontrol, udlængslen trænger sig på, og mange søger mod eksotiske rejsemål. Inden turen er det en god idé at overveje forholdsregler vedrørende tropesygdomme, men også almindelige sygdomme som lungebetændelse og urinvejsinfektion, for der kan være langt til lægehjælp.


























