Der er få tidspunkter på ugen, hvor jeg er så selvtilfreds som lørdag morgen, hvor jeg sidder i vores køkken med nybagte boller, kaffe og stakke af aviser. Vi spiser, læser og snakker især om, hvordan ugen er gået (og roser alt det gode, vi har gjort), hvordan næste uge ser ud (og alt det gode, vi skal gøre), og lidt om, hvad der sker i verden (og hvor meget fejl andre tager). Jeg siger mindst en gang »Jamen, hvor må det være frygteligt ikke at kunne lave mad«, og min mand siger »Tænk, hvad det må koste dem«, og så smiler vi bedrevidende til hinanden.
For et par uger siden hørte vi sådan en lørdag formiddag et indslag med en pensionist, der som så mange andre havde fået nogle enorme gasregninger. Han tog det nu ret roligt, det skulle nok gå, og de ville gøre, hvad de kunne. F.eks. havde de købt rullegardiner, fordi det reducerede deres varmetab.
