I årevis har jeg grinet hånligt ad motionseksperter, der talte om at finde træning, man synes, var sjovt. Som om! Det gør jeg ikke mere.

Sarah Skarum: Kender du også denne indre monolog: »Nå, men du skal«, »jamen jeg gider ikke«

I årevis har jeg også læst eksperter, der sagde, at skulle man motionere, skulle man finde noget, man synes var sjovt. Super råd, har jeg altid tænkt lidt surt, for hvem i alverden kunne finde det, når man hader boldspil, som måske kunne være sjovt? Var der, tænkte jeg, overhovedet nogen form for motion, der var skæg? Næppe.

 Foto: Finn Frandsen
I årevis har jeg også læst eksperter, der sagde, at skulle man motionere, skulle man finde noget, man synes var sjovt. Super råd, har jeg altid tænkt lidt surt, for hvem i alverden kunne finde det, når man hader boldspil, som måske kunne være sjovt? Var der, tænkte jeg, overhovedet nogen form for motion, der var skæg? Næppe. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Jeg er begyndt at gå til reformertræning. Sådan en sær indretning med fjedre og stropper, som man ligger på, mens en instruktør forklarer en, hvad man skal gøre. Jeg er dårlig til det hele. Til at løfte benene højt nok, til alt, hvad der involverer mavemuskler og faktisk også til alt, hvad der kræver, at man koordinerer forskellige kropsdele, og især når det skal gøres i en særlig rækkefølge.

Men jeg elsker det. Jeg er så glad for det, at jeg er helt rystet. For jeg har, som faste læsere vil vide, en meget lang, men meget lidt glorværdig karriere, når det gælder træning og forsøg på at få en rutine for så igen at opgive det. Jeg har prøvet alt muligt: yoga, træningscenter med et program, en personlig træner, hvad som helst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her